Hvem er vi?


Vi er en gruppe bedsteforældre, som alle har døtre og børnebørn, der er kommet i den groteske og meget ubehagelige situation, at de er kommet i en frygtelig klemme på grund af forældreansvarsloven. Vores døtre er veluddannede og velfungerende, og har aldrig været på kant med loven, og nu bliver de behandlet som kriminelle og er under anklage fra det offentlige. Deres brøde er, at de har fået barn med en mand, som har krænket dem, og det eneste mødrene forsøger er kun at beskytte deres børn mod, hvad de selv har været udsat for.
Situationen påvirker hele familien, og vores retsbevidsthed har lidt et alvorligt knæk. Vi i bedsteforældregruppen finder, at forældreansvarsloven har fået nogle grusomme konsekvenser. Loven som burde beskytte børnene, beskytter i stedet krænkere og asociale.
Vi arbejder derfor for at få lavet loven om.

Kristian Buhl-Mortensen
Britta Borch Gregersen




Oplæg til politikerne

Af Kristian Buhl-Mortensen

Iflg. Ministeriet for ligestilling bliver omkring 10 % af kvinder over 15 år udsat for vold af deres nuværende eller tidligere mand. Hvis der er børn i forhold, som bliver brudt, får faderen en uventet stor hjælp fra forældreansvarsloven til at fortsætte med at plage kvinderne gennem børnene.

Med forældreansvarsloven betyder barnets tarv ikke længere at ”barnet trives, skal have trygge omgivelser og ro i hverdagen”, men at ”barnet har ret til to forældre”. Det er alene det loven forvaltes efter, og det bliver i praksis til forældrenes ret til barnet.

Mødrene, som har ansvaret for deres børn, bliver mødt med mistillid i de offentlige instanser (statforvaltningen, familiestyrelsen, byretten, landsretten og fogedretten), og deres motiver betvivles. Hvorimod faderens motiver sættes der ingen spørgsmålstegn ved, og det er endda ham, der er krænkeren i forholdet. Alle instanser arbejder for faderen og prøver at banke moderen på plads. Det udarter sig ofte til regulær systemvold mod moderen.

Faderen har ikke noget ansvar udover det han har lyst til. Det er fuldstændig frit for ham, hvornår og hvor meget han vil kræve, dvs at sagerne i retssystemet fortsætter i en uendelighed, så længe faderen ønsker det. Mor og barn får aldrig ro.

De fædre som er forsmåede, hævngerrige og i virkeligheden er ude efter moderen, har alle muligheder med forældreansvarsloven i hånden og systemets hjælp, at fortsætte deres krænkelser af moderen gennem børnene.

Iflg. Ministeriet for ligestilling ”behøver du ikke at finde dig i vold. Tværtimod. Jo før du gør noget for at stoppe det, jo bedre. Både for din egen og for dine børns skyld.” Men når en mor kommer ud af et sådan forhold, mødes hun med mistillid og ikke med støtte. Hun har både faderen, i det her tilfælde den asociale mand, og samfundet imod sig, og hun har derfor ikke mange chancer for at klare presset.

Bedsteforældregruppen, som er almindelige bedsteborgere, har alle døtre og børnebørn, der er kommet i denne groteske og meget ubehagelige situation. Vores døtre er veluddannede og velfungerende, og har aldrig været på kant med loven, og nu bliver de behandlet som kriminelle og er under anklage fra det offentlige. Deres brøde er, at de har fået barn med en mand, som har krænket dem, og det eneste de forsøger er kun at beskytte deres børn mod, hvad de selv har været udsat for.

Situationen påvirker hele familien, og vores retsbevidsthed har lidt et alvorligt knæk. Vi i bedsteforældregruppen finder, at forældreansvarsloven har fået nogle grusomme konsekvenser. Loven som burde beskytte børnene, beskytter i stedet krænkere og asociale.

Til toppen


Appel til politikerne

Af Britta Borch Gregersen

I oktober 2007 trådte den nye forældreansvarslov i kraft i Danmark. Loven er et led i hele Europas ligestillings-politik. Planen er således, at der skal ske en harmonisering af EU-landene if. ligestilling.

For en gruppe mennesker er den nye forældreansvarslov katastrofal at leve med: Konflikter stammende fra skilsmissen/bruddet mellem forældrene risikerer meget let at gå ud over barnet. F.eks. kan den ene forælder benytte loven til at få ”ram” på den anden forælder gennem barnet, simpelthen ved at få ret til tvangs-samvær med barnet, som uvægerligt skaber store problemer for både barnet og bopælsforælderen, hvis barnet ikke ønsker samværet.

Der er verserende sager, der tager utrolig lang tid, nogle op til 1½ år, flere meget længere. Det er meget pinagtigt for mig som involveret bedstemor at se min datter og mit barnebarn være offer for direkte mistillid og systemvold fra myndighedernes side. Som kvinde og mor tæller man bare så lidt i myndighedernes øjne. Det er meget svært for en mor at vinde myndighedernes tillid, også selv om hun udelukkende fokuserer på sit barns interesser og velbefindende, og ikke er ude på at skade faren, til trods for at denne op til flere gange har brudt alle normale etiske regler over for både mor og barn. Det faktum, at min datter er dygtig og intelligent nok til at holde følelser og konflikter omkring bruddet adskilt fra problematikken omkring samværet, går ikke op for myndighederne. Lad mig sige, at de ikke VIL se det. Og med den nuværende lovgivning i hånden, behøver de det slet ikke. Så går det igen ud over den lille – barnebarnet – da hun udsættes for urimeligt tvangssamvær igen og igen.          

Det er et problem, at der særligt i Statsforvaltningen Hovedstaden er ansat mange unge jurister uden tilstrækkelig menneskelig ballast (årgammel udviklet rygrad) til at forvalte den nye forældreansvarslov på forsvarlig måde. Altså forsvarlig overfor de små.

Det er meget frustrerende at opleve, at min datter ikke kan hjælpe sit barn til den bedste løsning mht. samvær, fordi faren til barnet ikke kan og/eller ikke VIL se den bedste løsning for sit barn. Fars hævntørst overfor mor er så stor, at det ikke betyder noget for ham at krænke sit eget barn. Hvordan er vi dog kommet dertil, at ”systemet” støtter op om en sådan mand? Min datter, som er veluddannet borger, og aldrig tidligere har været i kontakt med politi, sociale myndigheder og domstole, har på under 1 år modtaget 3 stævninger og render til møder i Statsforvaltning samt i retten – hver gang er sagerne startet af barnets far.

Det er vigtigt at skabe en solid debat om denne lov (gerne ud fra nogle mærkesager), så vi kan få ændret de ting, der skal ændres, for at det er børnene, de små, der er beskyttet allerbedst muligt, når mor og far går fra hinanden. Jeg ved, der er mange børn og forældre, der er i klemme som følge af denne lovgivning, hvorfor det kun kan tælle endnu stærkere for at ændre den. At få den diskuteret ordentligt igennem og høste af de kedelige erfaringer, der desværre ligger mange af nu efter snart 2 år med den nye forældreansvarslov.

Til toppen